Sommerhuset i Odsherred

– En base til en dejlig ferie eller WorkAway i Odsherred

 

Ferie i Odsherred? – Jeg udlejer mit sommerhus i Odsherred – tæt ved Lumsås.

Adressen er K B Allé 1, 4500 Nykøbing.

Sommerhuset er på 37 kvm. og indeholder fire sovepladser.

Grunden er en 1.300 kvm. stor naturgrund med bl.a. en bålplads, træterrasse med loungemøbler, en gård med gasgrill og en Bungee trampolin.

Fra sommerhuset kan du gå til Sejerøbugtens dejlige vand på 12 minutter – eller fire minutter på cykel.

Der venter i sig selv mange oplevelser i Odsherred – se bare herunder.

Jylland er dog også tæt på. Fra sommerhuset er der blot 12 km til Odden færgehavn og derfra halvanden time til Århus eller lidt mindre til Ebeltoft – nemt? Ja!

God læselyst 🙂

Mange hilsner,

Johnny

Sommerhuset er småt – og godt

Du finder sommerhuset på adressen:  K B Allé 1, 4500 Nykøbing.

Sommerhuset er indrettet med et køkken i åben forbindelse til stuen.
Fra gangen er der adgang til soveværelset og badeværelset. Fra stuen er der adgang til en sydvendt træterrasse med loungemøbler og fra køkkenet er der adgang til en gård med gasgrill og spiseplads til fire.

I soveværelset er der en seng (90 x 200 cm.) og en køjeseng med to sovepladser på 90 x 200. Der er mørklægningsgardin og insektnet for vinduet. I soveværelsets indbygningsskab er der en luftmadras (80 x 200), ekstra sengetøj – og god plads til jeres tøj.

Stuen er indrettet med et spisebord til fire. Spisebordet har Hollandsk udtræk, så det kan blive næsten dobbelt så stort.

I stuen er der desuden TV, lænestol, reol, sofabord samt en sovesofa, der slås ud til 140 x 200. Mellem stuen og køkkenet er et højskab med bl.a. en støvsuger, Jumbobøger, ventilator, kikkert og en masse spil.

På badeværelset er der et toilet, håndvask, en bruser samt et skab til toiletsagerne og med ekstra håndklæder.

I køkkenet er der et køleskab med en lille indbygget fryser, komfur med varmluft og glaskeramiske kogeplader.

Der er en microbølgeovn, Nespresso kaffemaskine, elkedel, brødrister, mælkeskummer – ja selv en elektrisk håndmixer og køkkenvægt, som du kan bruge sammen med kagerullen, hvis du vil bage... Der er masser af tallerkner, glas, kander, bestik, fade, gryder, pander og tilbehør til grillen.

Cykler, trampolin & spil

Der er tre voksencykler, en børnecykel, løbehjul og en foldbar trækvogn samt en cykelanhænger. Det er dermed nemt at tage på tur i området – til en af strandene.

På Bungee trampolinen kan der brændes krudt af – og eksperimenteres med backflip.

I gården er der to bokse med udelegetøj, herunder ketchere, bolde, vandlegetøj, Petanque, dart og meget mere.

Vand – masser af vand!

Det er nemt at gå eller cykle til Sejerøbugten, hvor du fra badebroen kan træde ned på en dejlig sandbund. Det er også hurtigt at komme til Kattegat. Her skal du gå / cykle efter “Odden Spisehus og Cafeteria” .

 

Legetøj og spil

Under sengene i soveværelset er bedrollers med lego, brio-tog, biler, figurer og andet legetøj. I højskabet i stuen er der masser af spil, herunder kort, domino, stratego, trivial pursuit, ego, musikquiz, yatzy og meget mere.

Naturgrund

Græsset er højt og der er ukrudt. Der giver et vældigt liv af små insekter og fremmer dyrelivet i området. Du må imidlertid gerne slå græsset (og ukrudtet), hvis du vil bruge hele eller dele af haven til leg.

WIFI

Der er WIFI i sommerhuset via en 5G router. Selvom det kan lyde skørt, kan signalet til routeren afhænger af vejret. Jo mere klar himmel er, desto bedre er signalet – og dermed hastigheden. Routeren er trådløs, så du kan rykke rundt på den, så du kan “fange” det bedste signal. 

Forventninger…

På billederne kan du se, hvad du får. Der er ingen opvaskemaskine eller robotstøvsuger, Der er ikke pyntet på noget i sommerhuset. Det er ikke nyt, men der er rent og tingene virker – og der er alt, hvad du har brug for til en ferie.

Sommerhuset ligger – populært sagt – i “anden række” til Oddenvejen. Det betyder, at du kan høre bilerne fra færgetrækket op til 11 gange om dagen i højsæsonen. Sidder du i gården eller på træterrassen i “læ” af sommerhuset, er det dog ikke noget, som man normalt bliver generet af – og er du indendørs, høres bilerne ikke.

Naboen roder lidt i haven, men er flinke nok. Området er i øvrigt ganske roligt og pænt.

Nøglen henter du os mig

Du skal afhente – og aflevere – nøglen hos mig. Ved samme lejlighed får du udleveret bl.a. små håndklæder, viskestykker, karklude og gulvklude.

Udvalgte oplevelser i Odsherred

 

Spisesteder

Indkøb i nærheden

  • Rema 1000 i Lumsås (3.1 km – fem minutter i bil, 10 minutter på cykel).
  • Superbrugsen i Havnebyen (7,2 km – ni minutter i bil, 25 min. på cykel).
  • Superbrugsen i Højby. (12,5 km. – 15 minutter i bil, 40 min. på cykel). Superbrugsen i Højby er et besøg værd, da de har en god delikatesseafdeling, eget bageri og et stort udvalg af fødevarer.

Brug for mere plads?

Sommerhuset, der ligger på K B Allé 4 udlejes. Hvis du derfor har en drøm om at have endnu mere plads, kan du jo overveje at leje det.

Du finder det ved at søge på “90-0484” hos SologStrand.dk.

Betingelser

Sommerhuset udlejes KUN til dig og andre i BusinessHouse. Jeg ønsker at vide, hvem der bruger sommerhuset, så der ikke opstår uklarhed omkring forventningerne.

Ingen dyr – og ingen røg i sommerhuset.

Rengøring og oprydning er “gør-det-selv” – og skal gøres ordenligt. Se mere i denne guide.

 

Forbrug af el og vand

Forbrug af el afregnes til 3 kr. pr. kWh. og vand afregnes til 0,095 kr. pr. liter. Ved ankomst sendes billeder af vandmåler og elmåler til Johnny (6061 8910). Det samme gøres ved afrejse. På billederne skal jeg have mulighed for at aflæse tallene. Herefter afregner vi via mobilepay.

Feriepriser

I skolernes ferier gælder nedenstående priser:

  • En uge – fra lørdag kl. 15.00 til næste lørdag kl. 12.00: 3.000 kr.

Afregning sker direkte med Johnny via mobilepay på: 6061 8910.

Priser udenfor skoleferierne

Sommerhuset er åbent fra maj til og med september. Når der ikke er skoleferier og helligdage, kan du bruge sommerhuset til workaway, retreat, mødelokale eller lignende til følgende priser:

  • En uge: 1.500 kr. (fra lørdag kl. 15.00 til lørdag kl. 12.00).
  • Forlænget weekend: 1.000 kr. (fra torsdag kl. 18.00 til søndag kl. 12.00).
  • Enkelt dag: 500 kr.

Afregning sker på faktura fra BusinessHouse med tillæg moms.